Problemet med at bygge sit drømmehus er, at man ikke kan få det hele med. De fleste løser problemet ved simpelthen at flytte ind i et færdigt hus, som de synes om. Så enkelt kan det gøres.

Men vi ville altså hellere bygge. Ikke fordi det er umuligt at finde sig til rette i andres huse, det har vi gjort i årevis. I virkeligheden stiller vi ikke store krav. De sidste halvandet år har vi boet i skurvogne og haft det fint. Vi har prøvet at bo i bondehus og strandvejsvilla og børnene elskede dengang vi boede i parcelhus. Men de bedste oplevelser har vi haft på rejserne ud i verden, når vores lille sølvtelt var slået op under universets glitrende himmelbue, og sådan ved jeg at det vil blive ved med at være.
Lad os derfor straks slå fast, at vi ikke behøver et hus med sekskantede værelser for at være lykkelige. Vi har bygget vores hus som et kunstværk. Det har været en udfordring for os, og en stor glæde og tilfredsstillelse. Intet er tilfældigt, og hver eneste detalje er udsøgt og elsket, og vi vil aldrig holde op med at rejse og udforske verden af den grund. Uden sorg vil vi leje huset til andre når vi er på farten, og være tilfredse med at vi har noget at komme hjem til.
Efterhånden som min (Nina) og Hjaltes livserfaring og verdenserfaring er blevet større, har vi erkendt at livet ikke er helt så uendeligt som vi troede. Den tid som er gået er væk, sådan er det, og vi har meget at glæde os over. Ikke mindst at vores børn vokser og bliver unge og smukke. Men for os, som for alle andre, gælder det, at der ikke skal være alt for langt fra ide til handling, for vi har ingen andre at bebrejde de ting, vi aldrig fik gjort eller prøvet.

Huset står og lyser på en bakke i Gl. Mørke på Djursland. Huset består af fem sekskantede værelser lagt i en hesteskoform omkring en glasoverdækket havestue. Hvert værelse har sit eget sekskantede tag.

Nina skrev en artikel om huset som blev bragt i Politikens Søndagsmagasin 31 juni 1991.

DRØMMEHUSET

Jeg har det sådan med magi og trolddom, at hvis det virker er det i orden - ellers har det ikke så stor interesse. Ved ganske særlige lejligheder åbner vi en lille flaske, som vi har hentet hos en gammel indiansk troldmand. Den sidste nat inden landmåleren og den første gravemaskine skulle komme, gik vi ud på bakken og tog proppen af flasken. Vi huskede igen den stjernenat i Perus bjerge, hvor vi sad med Emil og Ida foran blå tinder, der var spidse som troldmandshatte. Nogle vil sikkert sige at det ikke kan passe, men vi mærker allerede at huset har besøg af gode ånder, i hvertfald har det en god atmosfære.

Fra begyndelsen har vi kunnet forestille os huset færdigt og strålende, men det er først nu, det begynder at blive synligt og forståeligt for andre. Når vi sidste år inviterede folk til at se huset, var der ikke andet end et fundament med et stort luftkastel ovenpå, det var en rundvisning i fantasiens rige, men vi kunne jo selv se det hele.
Jordomsejleren og skibstømreren Lars Åby rejste tagene sidste sommmer, og vinteren igennem hylede og fløjtede vinden omkring søjler og hushjørner, som var det et stort sejlskib. Imens tømrede Lars de smukkeste bjælker og vindueskarme, og huset voksede som en koral på havbunden.

Jeg tror alle mennesker bærer på en drøm om et sted - drømmen om huset. Vi mennesker har mange forskellige drømme, men netop ønskehuset kender vi alle. Problemet er bare at give drømmen en form. Hvis vi stik imod sund fornuft for et øjeblik glemmer alt om parketgulve og centralvarme, og giver os selv lov til at søge i fantasiens rige, hvad er så det bedste? Var det heksens pandekagehus, eller skjulestedet under spisebordet? Eller måske sommerdagens huler i høet, eller vinterens snehuler?
Et af mine drømmehuse er som Kong Vinters palads med mange porte og prismer og snekrystaller - om sommeren er paladset en lyserød og gul flødeis med tage af isvafler.

En jul tilbragte vi i en bambushytte på Ny Guinea. Vi var gæster hos en dejlig familie, og vi gnavede at det samme griseben juleaften. Cikaderne sang og ildfluerne blinkede i alle farver mens regnen trommede på bambustagene. Landsbyens hytter lå omkring en åben plads, hvor hver familie byggede sin egen hytte. Det faldt os ind, at vi også snart skulle bygge os et hus.
Problemet med at bygge sit drømmehus er, at man ikke kan få det hele med. De fleste løser problemet ved simpelthen at flytte ind i et færdigt hus, som de synes om. Så enkelt kan det gøres.

Men vi ville altså hellere bygge. Ikke fordi det umuligt at finde sig til rette i andres huse, det har vi gjort i årevis. I virkeligheden stiller vi ikke store krav. De sidste halvandet år har vi boet i skurvogne og haft det fint. Vi har prøvet at bo i bondehus og strandvejsvilla og børnene elskede dengang vi boede i parcelhus. Men de bedste oplevelser har vi haft på rejserne ud i verden, når vores lille sølvtelt var slået op under universets glitrende himmelbue, og sådan ved jeg at det vil blive ved med at være.
Lad os derfor straks slå fast, at vi ikke behøver et hus med sekskantede værelser for at være lykkelige. Vi har bygget vores hus som et kunstværk. Det har været en udfordring for os, og en stor glæde og tilfredsstillelse. Intet er tilfældigt, og hver eneste detalje er udsøgt og elsket, og vi vil aldrig holde op med at rejse og udforske verden af den grund. Uden sorg vil vi leje huset til andre når vi er på farten, og være tilfredse med at vi har noget at komme hjem til.
Efterhånden som min og Hjaltes livserfaring og verdenserfaring er blevet større, har vi erkendt at livet ikke er helt så uendeligt som vi troede. Den tid som er gået er væk, sådan er det, og vi har meget at glæde os over. Ikke mindst at vores børn vokser og bliver unge og smukke. Men for os, som for alle andre, gælder det, at der ikke skal være alt for langt fra ide til handling, for vi har ingen andre at bebrejde de ting, vi aldrig fik gjort eller prøvet.

Der var engang et stort dukketeater. Det skulle have været rundt, men det var for svært at lave. Ottekantet gav for korte sider, der skulle være lidt plads at løbe på, derfor blev teateret sekskantet. Senere fik det tag på og blev til vores lysthus i en have i Valby.
Naturligvis var det ikke muligt uden videre at stable en hel families erfaringer og eventyr ovenpå hinanden og få et hus ud af det. Vi startede derfor med at vælge en enkel form, som vi syntes om. Det blev sekskanten. Der ligger ingen mystiske teorier eller guddommelige tilsigelser bag det. Vi valgte sekskantede værelser fordi det føles godt at være i et sekskantet rum. Alle mulige klaustrofobiske fornemmelser forsvinder fordi sekskanten er uden spidse hjørner og skumle kroge, alle vinkler er behageligt åbne, det sekskantede rum er venligt og imødekommende som et par udbredte arme. Bierne har brugt sekskanten i millioner af år, der giver den bedste udnyttelse af rummene med de mindst mulige materialer.

Da vi havde besluttet at bygge huset begyndte vi at bygge luftkasteller af bambuspinde og tøjsnor. En sekskant kan jo have forskellige størrelser, og flere sekskanter kan sættes sammen på utallige måder. En alt for streng geometri kunne blive kedelig, og en alt for løs struktur kunne blive rodet. Vi prøvede at sætte huset op i fuld størrelse på en strand. Vi forestillede os forskellige antal værelser, kældre og tårne. Vi målte og flyttede rundt på pindene, og af og til brasede det hele sammen, eller blev skyllet bort af tidevandet, men til sidst var det der! Vi lavede en lille model i pap og begyndte at tegne det ned på papir.

Verdenshjørnerne og solens gang på himlen bestemte husets placering på den store jyske bakke, vi havde købt. Pengene lånte vi. Huset er bygget til at lade solen og lyset komme ind. Det centrale rum er en glasstue, gennem den går al trafik mellem vørelserne. Tagene svæver på søjler, og rundt i hele huset, mellem væggene og taget, løber et glasbånd, som lukker lys ind fra alle sider. Derfor er det muligt at stå ude på bakken og se solnedgangen tværs igennem huset, og man kan lade solen blive til mange sole i vinduernes kalejdoskop. Hvert tag slutter med en glaspyramide i toppen, så man kan se og føle samhørigheden med solen, månen og stjernerne. Den skulle have et hjerte af sten, som ikke kan mærke suger derudefra.
Resten af historien om huset handler om alt det praktiske. I dag har jeg kun fortalt eventyr.

Løst og fast

En af de bedste oplevelser i huset var vores åbent Hus.
Lokalavisen skrev:
"Hjalte og Nina slår dørene op og inviterer alle til at komme og se Sekskanthuset i Mørke lørdag den 18 januar. Huset i de stærke blå og grønne regnbuefarver ligger på det højeste sted i Gammel Mørke, hvor også vindmøllen står, på Højagervej 8.
Sammen med åbent Hus afholdes, efter amerikansk model, et mini-loppemarked med overflødige ting fra indflytningen, og der er kaffe til alle.
Hjalte og Nina håber på en livlig dag med mange besøg, alle er som sagt velkomne."

Naboerne havde gået forbi og set på byggeriet, men havde ikke helt fået stillet deres nygerrighed. Så vi slog dørene op og bagte 300 boller. Det var overvældende. Der kom over 500 mennesker, bilerne holdt helt ned til kirken og dyngerne af sko i entreen lignede indgangen til en større moske. Det lille loppemarked gik forrygende.

Vi holdt også lysbilledeforedrag i huset, vel at mærke andre der fortalte om deres rejser. Et højdepuinkt var da Jørgen Bitsch holdt foredrag (feb 1992) om Mongoliet og stuen var stuvende fuld af tildskuere der lyttede til den gamle eventyrer.

Huset er blevet undersøgt i alle kroge af Jørgen Duus i DRTV-udsendelsen "Kender du typen", men han gættede ikke hvem der boede i det.
Huset blev invaderet af TV2 til serien "Kom indenfor"

Huset er blevet beskrevet og fotograferet bl.a. i

Fagbladet Artur, Ansatte Arkitekters Råd, okt 1991: "Djurslands mest usædvanlige hus"

Berlingske Tidende, Boligen, 20 okt 2002 s. 12.13.14: "Der skal være plads til at danse.
Eventyrerne Nina Rasmussen og Hjalte Tin har erobret en østjysk bakkeskråning og bygget fem sekskantede pavillioner"
Berlingske Tidende

Af Bente Linnea Friis

Sådan bor vi: Eventyrerne Nina Rasmussen og Hjalte Tin har erobret en østjysk bakkeskråning og bygget fem sekskantede pavilloner, for et sekskantet rum har den rette harmoni, mener de.
Nina Rasmussen har altid været glad for at flytte. Men efter at huset på en østjysk bakkeskråning blev en realitet, har hun med glæde accepteret et fast tilholdssted uden for byen Mørke.

Gemalen, Hjalte Tin, har samme følelse, og parret er også enige om, at står det til dem, skal stedet være deres, så længe de lever. Andre derimod kan finde resultatet temmelig spøjst, for godt nok indeholder boligen den obligatoriske stue, tre værelser og køkken og bad, samt Hjaltes værksted, ikke at forglemme. Men hele molevitten på i alt 250 kvadratmeter er placeret i fem pavilloner og et drivhus, som Hjalte Tin har tegnet.

Det tungeformede spisebord har netop på grund af sin form plads til mange middagsgæster. Indtil 1950erne stod det på Georg Jensens sølvsmedie, hvor Hjalte Tins far reddede det fra at blive smidt væk. Nipset i huset er fra Afghanistan, Himalya, Kenya, Sydafrika, Tunesien og Guinea Bisau. Sofaen/sengen er købt på øen Lamo ud fra Kenya. Parret faldt for sofaens elegance og fine forarbejdning. Hængekøjen har de købt i Mexico, og fordi der er langt mellem krogene, den hænger i, er den yderst behagelig at lige i."Men tro nu ikke, at vi vil trække vores tankegang for et hjem ned over hovedet på andre. Slet ikke, for vi mennesker har jo individuelle behov," understreger Hjalte Tin, der sammen med Nina er kendt for bøgerne og foredragene om deres lange eksotiske odysseer. Engang rejste de med børnene Ida og Emil, der forlængst er flyttet hjemmefra, på motorcykel til ??????? Siden var Nina af sted på egen hånd, og senest har parret plus to andre besøgt Himalaya i to 2CVer.

Når man kan finde på det, kan det vel ikke undre, at pavillonerne er sekskantede og malet i alle regnbuens farver. Parret brugte nemlig hele spektret, da de ikke kunne bestemme sig for, om huset skulle være enten rosa, violet, tyrkisblåt, tyrkisgrønt eller græsgrønt.

Og selv om byggeriet har været færdigt i 11 år, er husets omgivelser stadigvæk en græsmark. Sådan går det, når haven rykker ind i havestuen, der her er omdrejningspunktet for hele huset. Den er bygget efter samme princip som et drivhus.

"Vi sidder her fra Solen først på året får lidt magt til det bliver vinter - vi har oplevet at kunne sidde i shorts og se ud på sneen. Hvad angår haven, giver jeg Søren Ryge ret i, at i vores alder skal man opgive at have stor have. Man skal nøjes med krydderurter og en plæneklipper til græsset, men jeg vil aldrig kunne undvære det liv og den frodighed, som planter og blomster giver. I skriveprocessen gør jeg ofte herud og pusler om dem, når jeg trænger til en tænkepause," siger Nina Rasmussen, der denne efterårsdag har fundet lidt skygge i glashuset - takket være 10-12 paraplyer, der er placeret højt oppe. Det er Ninas ide, hun er ikke for ingenting uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København, nu Danmarks Designskole.

Det åbne rum

Parrets mange rejser har påvirket husets form. Indiens fyrstepaladser har været en inspiration med de mange faconer, som værelserne har her. De runde nomadetelte fra Turkmenistan med spidst tag - jurte hedder de - har også sat sit præg i danske Mørke.

De overvejede først at bygge runde pavilloner, men det var for svært. Ottekantede gik heller ikke, det ville give for korte vægge. De sekskantede derimod giver den rette harmoni, mener Nina Rasmussen.

"Det er utrolig behageligt at opholde sig i et sekskantet rum. Jeg lider af klaustrofobi og har det heller ikke godt med lukkede vinkler. Det finder du ikke her, og det giver, synes jeg, rummene en helt anden åbenhed, end vi er vant til herhjemme. Jeg har også lagt mærke til, at mange af vore gæster har det godt i rummene," siger Nina Rasmussen, og Hjalte Tin fortsætter:

"Det åbne forstærkes af, at rummene fortsætter op i taget og ender i toppen i en glaspyramide. Man får aldrig følelsen af, at loftet trykker sig ned om hovedet på en. Det er vidunderligt at have glas mod himmelen. Dels kan vi høre regnen og vinden, det er lidt som at ligge i telt, hvad vi holder meget af. Dels kikker vi fra vores seng lige op i stjernerne - og de er flotte herude på landet, hvor der er rigtig mørkt om natten. Om dagen betyder det ekstra lys, og det har menneskene altid godt af," siger han.

Lyset vælter da ogsæ ind ad de mange og store vinduer, ligesom et tøndebånd af glas forbinder loftkonstruktionen og væggene. Det virker momentvis som om træerne, skyerne, himmelen og græsmarken derude er en del af huset - og det er meningen.

Få møbler

Fra havestuen er der døre til pavillonerne, som hver især er et lille selvstændigt hus. Men hvor der normalt kun vil være dør og væg ud mod resten af huset, er der også et vindue - ja, selv i badeværelset, for så kan man stå under bruseren og se ud på planterne i havestuen.

"Men man kan alle steder rulle for, hvis man vil det. En af hovedtankerne bag huset er, at det er bygget til socialt samvær. Man kan trække sig tilbage og alligevel fornemme, hvor de andre er. Det er trygt og rart," siger Nina Rasmussen.

Lige nu skriver Hjalte Tin, der er historiker, en bog om nødhjælp i Kosovo og Somalia. Nina har fokus på teatergruppen Solvognen, som begge var medlem af i deres ungdom. Så der ligger godt med papirer på deres to skriveborde, som Hjalte har smækket sammen af resterne fra den tuja, som han brugte til bl.a. balkonen:

"Hjalte kan ikke lade være. Han synes, at når vi nu har træet, er det overflødigt at købe to skriveborde," siger hans viv.

Stuens vægge er fyldt med malerier med hendes signature - det er indtil videre blevet til et par udstillinger. Møbler er der derimod særdeles få af, og det skyldes også Nina. Hvor Hjalte er en samler, smider hun alt overflødigt ud. Hun har, som hun siger, ikke et behov for at skabe et museum over mig selv.

"De fleste af vore møbler er gamle arvestykker, som f.eks. min mors mahogni-sybord og sølvsmediebordet fra Georg Jensen, som Hjaltes far reddede fra at blive smidt ud i 1950erne. Vi synes, at det gamle klæder det moderne hus," siger Nina og tilføjer, at den megen fri gulvplads også har en en anden mission.

"Der skal være plads til at danse. Det er vi meget glade for - det er så livsbekræftende."

Økologiske tanker

De må virkelig have danset, da de flyttede ind i 1991 efter at have boet to år i tre skurvogne, der under byggeriet var placeret på grunden. Og Hjalte Tin, husets arkitekt, kunnne, hvis han var den type, godt tillade sig at prale af resultatet. For hvilken anden historiker kan dimensionere et hus så flot, at den ingeniør - der tjekkede alt inden byggeriets start - ikke havde spor at komme efter.

"Vi havde lokale håndværkere, der fandt det sjovt at prøve noget nyt. Der var ikke noget med akkord, men timebetaling, for det skulle være i orden fra først til sidst. Og jeg gør meget ud af at holde huset. Ja, jeg kan ikke lade være, efter at vi har brugt oceaner af tid på at tegne og bygge det," siger han.

Tidens økologiske ideer er også flyttet ind på bakken i Mørke. Ikke på en fanatisk måde. De har bl.a. vinduer, hvor varmestrålingen kun kan gå indad. Desuden opvarmer de huset med jordvarme - det betyder, at varmeregningen kun er en tredjedel af, hvad det ville have kostet at opvarme huset med elektricitet.

"Vi kendte til systemet, og det er godt. Vi har en over 300 meter lang vandslange gravet en meter ned i jorden. Spritten i den transporterer jordvarmen ind i huset, hvor slangen er støbt ned i betongulvet. hvorfra huset opvarmes undtagen i havestuen. Den kan være køligt om vinteren, men det betyder intet, for vi holder jo bare dørene ud til den lukket," siger Hjalte Tin.

Fra vinduerne er der også udsigt til byen Mørke, der slet ikke er så festlig at se på som familiens hus. Hvad tænkte beboerne, da det specielle husbyggeri var færdigt? Parret har kun mødt venlighed, siger Nina og forsætter:

"Vi inviterede indenfor via en annonce i den lokale avis, da vi var færdige. Og der kom 600."

Århus Onsdag 14 aug 1991: "Eventyrerne bygger drømmehus"

Ugemagasinet Søndag, 30 juli 1990: "En helt ualmindelig familie"

Ålborg Stiftstidende Boligen 15 marts 1992: "De fjerne pavillioner"

Fynsposten, 5 okt 1991: "Motorcykeleventyrer bygger sekskantet hus"

Jydske Vestkysten, 8 feb 1992: "Husrum"

Stiftstidende 4 feb 1990: "Den sekskantede drøm"

Det fri Aktuelt 1993: "Negerlandfsby med moderne VVS-teknik"